Alkohol

Øl

Alkohol er det mest anvendte rusmiddel i verden og har derfor en accepteret plads i de fleste kulturer.

Det dannes ved gæring af forskellige slags sukker, som typisk findes naturligt i de frugter, korn og andet, som alkoholen fremstilles af.

Udseende

Typisk opdeles alkohol i tre hovedtyper af drikke: øl, vin og spiritus. Øl er verdens ældste form for alkohol og det, der drikkes mest næst efter vand og te. Det fremstilles ved at gære den stivelse, der fås fra forskellige slags korn, hvede, ris eller majs. Som regel tilsættes humle, der giver smag og fungerer som konserveringsmiddel. Alkoholprocenten i øl er typisk mellem 4 og 6%.

Vin fremstilles af druer eller andre slags frugt (f.eks. æbler, blommer eller kirsebær). Vin er længere tid om at gære end øl og alkoholprocenten bliver højere. Typisk mellem 9 og 16%. Hvis man tilsætter destilleret spiritus til vin får man hedvin (portvin, sherry o.l.).

Spiritus fremstilles ved at destillere en gæres væske. der indeholder alkohol. Ved destillering koncentreres alkoholindholdet. (Snaps, vodka, whisky, gin, cognac m.fl.) Spiritus indeholder mindst 20% alkohol. Der kan være tilsat forskellige former for smagsstoffer. (F.eks. lime, vanilje, banan - ja, man kan endda få vodka med baconsmag). Hvis man foruden det smagsgivende stof også tilsætter sukker kaldes drikken likør.

Indtagelse

Alkohol drikkes. Anledningerne er forskellige alt efter hvilken kultur, der er tale om. I Sydeuropa drikkes f.eks. vin jævnligt i forbindelse med mad. Men i mindre mængder, hvor man ikke bliver beruset.

I Nordeuropa er det ikke så almindeligt at drikke alkohol til hverdag. Til gengæld drikkes alkohol i forbindelse med weekend, fester og højtider. Ofte i større mængder, hvor formålet er at blive beruset.

Virkninger og bivirkninger

Alkohols virkning er en blanding af fysiske virkninger i kroppen og virkninger, som er indlærte, fordi alkohol er blevet en accepteret del af kulturen.

Når man mærker den fysiske rusvirkning kan det i nogle kulturer, som den danske, fungere som et signal til at man bliver mere højrøstet, munter, spontan og udadvendt og bryder med nogle af de normer for social omgang med andre, som man underkaster sig i ædru tilstand.

Fysiske virkninger

Alkohol påvirker hovedsageligt hjernen, hvor det virker sløvende eller lammende. Det påvirker nervesystemet, herunder overførslen af visse signalstoffer og sløver sanser, opmærksomhed og reaktionsevne, balanceevne og muskelpræcision.

Oprindelse og historie

Man har kendt til at producere alkohol i mindst 12.000 år og anvendelsen af alkohol kendes fra de fleste egne på jorden. Først og fremmest som øl, men fra for ca. 10.000 år siden også som vin. Vinproduktion kommer sandsynligvis fra området i vore dages Georgien.

Spiritus kunne man fremstille, da man havde lært at destillere. Det kunne de gamle grækere allerede for ca. 2.000 år siden, men første gang man kan læse om at nogen destillerede alkohol var i Italien i det 12. århundrede.

Klide: Uturn.dk

Tårnby frise
×

Cookie info